Nyvalgt kirkeleder: ’Vi skal tilbage til Gud ’

– Vi skal forny vores relation til Gud, siger Justin Welby, der bliver ærkebiskop af Canterbury fra 2013. Modsat forgængeren Rowan Williams betegnes han som karismatisk og konservativ.Den 56-årige Justin Welby er blevet valgt som ny ærkebiskop af Canterbury og overhoved for næsten 80 millioner anglikanere.

Justin Welby er nu biskop af Durham men bliver ærkebiskop af Canterbury og leder af den anglikanske kirke fra nytår.

Justin Welby har haft en karriere i olieindustrien. Som 33-årig begyndte han at læse teologi, blev ordineret som præst i 1992 og har siden 2011 været biskop af Durham i det nordøstlige England.

Fik kald til kirken

Welby er uddannet fra Cambridge Universitet og har en baggrund som international forretningsmand og direktør i olieindustrien. Men under en gudstjeneste i 1987 oplevede han, at Gud kaldte ham til sin tjeneste. Derfor opgav han sin verdslige karriere.
– Efter alt det Kristus har gjort for mig, kunne jeg ikke sige nej, fortæller han.
Han er både optaget af at mødes med mennesker og at mennesker møder Gud:
– Vi skal gå tilbage til Gud som kilden til vores styrke – og vi skal forny vores relation til ham, udtalte Welby i forbindelse med udnævnelsen som biskop af Durham i 2011.

Politiske overvejelser

Det har taget udvalget flere måneder at nå frem til valget af Rowan Williams afløser, og uenigheden har været stor undervejs.
Den anglikanske Kirke har på verdensplan næsten 80 millioner medlemmer og står stærkt på det afrikanske kontinent. Her tager man bl.a. afstand fra homofile ægteskaber, hvilket mange af de vestlige kirker er mere åbne overfor.
En af kandidaterne til posten som ærkebiskop var derfor John Sentamu fra Uganda, der er ærkebiskop af York. Han ville have været et populært valg for kirkens afrikanske medlemmer, men fik ikke støtte blandt udvalgets engelsk-fødte medlemmer.
Den største bekymring i forhold til valget af Welby som ærkebiskop af Canterbury synes at være hans relativt korte erfaring indenfor kirken. Derimod talte hans internationale erhvervsmæssige erfaringer til hans fordel.

Bibeltro kandidat

Det endte altså med at valget faldt ud til fordel for en kirkeligt set traditionel og konservativ kandidat. Biskop Justin Welby beskrives som ’Unashamedly Evangelical’ dvs. én, der ikke skammer sig over at være evangelikal. Han står for en mere konservativ tolkning af Bibelen end mange andre i den anglikanske kirke.
Det viser sig bl.a. i spørgsmålet om homofile parforhold, hvor Justin Welby fastholder, at den bibelske definition af et ægteskab gælder én mand og én kvinde.

Respektfuld uenighed

Den kommende ærkebiskop vil få store udfordringer med de mange spørgsmål, der deler den anglikanske kirke. Men Justin Welby har stor erfaring med konfliktløsning fra sin fortid i oliebranchen, og han brænder for, at folk skal lære at være uenige på den rigtige måde.
– Det handler om at respektere andre menneskers værdi, som skabte og elskede af Gud, selv om man er dybt uenig, siger han. Han er positiv overfor kvindelige præster – men også nær ven af modstanderne.
Når det gælder diskussionen om traditionelle eller moderne gudstjenesteformer, fastholder han, at begge er ligeværdige.

Downing Street

Komiteen, som brugte så lang tid på at finde den rette kandidat, har nu meddelt beslutningen til premierministeren i Downing Street 10. Her er man dog ikke ukendt med familien, idet Justin Welbys mor var privatsekretær for premierminister Winston Churchill under 2. verdenskrig.